free responsive site templates

Besøg øerne

Femø, Fejø og Askø har den særlige ø-atmosfære - åbenhed og gæstfrihed 



Femø, Fejø og Askø har hver deres særpræg, fra livlig aktivitet i Femø Havn til stilheden mellem færgeafgangene i Askøs lille, veldrevne havn med et moderne klubhus til rådighed for gæsterne. Dybvig Havn på Fejø ligger lunt på øens sydøstvendte kyst side med café lige overfor havnekontoret.

Fejø

Dybvig Havn i det lune hjørne


Fejø er et godt mål for en afvekslende og smuk dagstur med sejlbåd eller motorbåd fra havnene i Smålandsfarvandet, Guldborg Sund og Grønsund. Dybvig Havn, moderniseres løbende og er som regel godt fyldt op i sæsonen.
Havnen er fyrbelyst. En afmærket rende med officiel dybde på 3,1 meter fører ind til havnen. Men tilsanding sker ofte, så både med en dybgang over 2,5 meter, bør gå forsigtigt frem. To røde båkefyr (F R) viser vej om natten på kurs 347°.

Havnen var oprindeligt udskibningshavn og erhvervshavn langt tilbage i tiden, før Vester Havn blev anlagt i 1920. Herefter mistede havnen stille og roligt sin betydning, og fra midten af 1950’erne havde Vester helt overtaget – hovedsageligt på grund af skiftet fra søtransport til landtransport. I de ”gode gamle dage” blev frugt sejlet til hovedstaden med bl.a. de berømte pæreskuder. Roerne blev på pramme slæbt til Saxkjøbing Sukkerfabrik af slæbebåden ”Havkatten”, som havde roeaffald til kreaturerne med tilbage.

I dag er Fejø kendt for sin frugtavl, og bevæger man sig rundt på øen, bliver man mødt af vejboder med frugter og andet spændende fra de lokale beboere. Du kan leje cykler ved havnekontoret. I Østerby ligger øens købmand. Midt på øen kan du hente diesel eller benzin.

Fra logbogen:

Vejen fra Dybvig Havn mod Østerby synes erobret af tilflyttere, som sætter husene romantisk i stand og sælger bøger og "kunst". Langs Hjortemosevej ligger gårdbutikker, økologiske frugthaver, en strudsefarm og sirlige bondehuse i museumsstil. Også tilflyttere. De redder Fejø fra stagnation og tilbagegang, men visker samtidig det lokale særpræg bort. Hvor er "Cafe Blikket" og "Palmehaven" blevet af, Fejøs berømte smugkroer fra 70'erne? Hvor er de ægte "fejbattinger" henne. Det var i hvert fald ikke dem, vi mødte ved stranden, hvor børnene var ivrige efter at påpege, at man ikke sætter sig op på en cykel uden cykelhjelm, når man kører lidt rundt på en øde parkeringsplads. 


Indsejlingen til Dybvig Havn.

Askø og Lilleø

Ikke så trøstesløst som på Achton Friis' tid


”Et mere trøstesløst land kan man vanskeligt forestille sig, som det ligger her med de flade marker under efterårsvejrets rusk”, skrev forfatteren Achton Friis om Askø, da han og tegneren Johannes Larsen midt i september 1922 med ”Rylen” var ankret op ud for landingsbroen ved Konemade Hage, hvor havn og færgeleje i dag er anlagt. ”Det stormer og piskregner ustandseligt, vejene er som muddergrøfter, og vi må bestandigt slæbe cyklerne efter os. Vi er næsten øjeblikkeligt blevet gennemvåde”.

Anderledes idyllisk tager Askø sig ud i dag med asfalterede veje, velegnede til de gedigne cykler, som kan lejes ved havnen. Øens indbyggere har formået at få opført et klubhus med opholdsstue, køkken og bad/ toilet. Og regner det lige så trøsteløst som i september 1922, er der varme og lys og fjernsyn indendøre for gæstesejlerne.

Askøs købmandshandel drives af øens beboere på andelsbasis med frivillige ulønnede medarbejdere, fastboende og sommerhus-ejere. Den er velforsynet, øens størrelse taget i betragtning, men det store udvalg i færdigretter findes ikke. Åbningstiderne kan skifte. Så undersøg dem på Internettet – eller gå eller cykle de godt to kilometer fra havnen og kig efter.

Nykøbing-kokken Claus Meyer har i de senere år gjort Askø og Lilleø kendt i brede kredse. Siden 2003 har han og frugtavler Hans Lund Hansen arbejdet målrettet med at omdanne Lilleø til en ”æbleø”, som i dag er kendt for bl.a. den koldpressede most og den friske frugt fra de mere end 30 år gamle frugttræer med både gamle og sjældne sorter.

Fra logbogen:

De meget fine forhold for Askøs gæstesejlere oppe i klubhuset kan ikke roses nok. Her er køkken og opholdsstue med TV, og de sanitære forhold er perfekte. Askø bliver et fast udflugtsmål.
Askø havn har skilte til fjerne lokaliteter - herunder "Helvede", hvortil stedkendte har beregnet afstanden til 21.750 kilometer - ikke langt i astronomisk målestok.
Der er ikke mange marker på Askø, men de få, der er, fylder næsten hele øen. Stordrift klæder ikke en lille, flad ø. Men en fin tur kan du vandre langs stranden mod øst til et lille, net sommerhusområde, hvorfra der er veje mod Askø By, Lilleø og havnen. Og så har du set det hele på afstand. Vi vil gerne vende tilbage og gå i detaljer på Askø.


Udsigt fra Askø med færgerne til Femø og Fejø.

Femø

Andet end kvinder, øl og hornmusik


Havnehøker og kiosk er Femø Lystbådehavns store kvalitet udover den forholdsvis moderne servicebygning, som Danmarks den gang fattigste kommune, Ravnsborg, fremsynet fik op at stå. Der er udlejning af cykler både ved havnen og Femø Kro i Nørreby. 

Nordøst for havnen ligger området, hvor Femø Jazz gennem årtier har trukket tusinder af glade gæster til den kønne, småbakkede ø. Kvindelejren og Femø Jazz har gjort øen kendt i vide kredse. Øens turister - til vands, til lands og fra luften - har således oplevet, at der er meget andet end kvinder, øl og hornmusik at komme efter.
Alt dette ”andet” ved Annelise Svensson alt om. Hende risikerer man heldigvis at møde, når øen udforskes til fods eller på en af de mange udlejningscykler ved havnen eller ved kroen. Hun kan fortælle om ”Ernas Eng” og skulpturerne, Femøbænkene, museet, som hun er leder af, og øens fortagsomme beboere, hvis svindende antal i disse år suppleres af friske sommerhusejere, der bosætter sig fast på øen efter pensioneringen. Annelise er født og opvokset på Femø og er gift med øens pensionerede læge. 

Fra logbogen:

Der er styr på tingene i Femø Havn. Havnefoged Christine udøver en yderst venlig autoritet. Man kan betale med Mobilepay. Du skal blot huske at skrive bådens navn ind under "kommentarer".
Livet i Femø Havn er morsomt at iagttage. Her mødes motorbådsfolket og sejlerfolket, danskere, svenskere, nordmænd, tyskere og hollændere. Med undtagelse af enkelte speedbådssejlere er vi alle fælles om det, man kan kalde "sejlerkulturen". Det er hensyntagen, hjælpsomhed og en gensidig kontakt, der ikke overskrider privatlivets fred.


Det inderste bassin på Femø er bedst egnet til mindre sejlbåde.
"Morfar-tur" til Femø: Øen rundt i gummisko. læs mere

Vejrø

Af ruinerne fra den forladte Vejrø har Saxo-milliardæren, Kim Fournais, gennem den seneste halve snes år investeret et par hundrede millioner kroner i et luksus-resort med hotel, ferieboliger, orangeri og - ikke mindst - en flot arkitektegnet lystbådehavn. Det er dyrt at overnatte på Vejrø, men du får valuta for pengene. Havnepengene indbefatter vand og el på broerne, nye og stilfulde bade og toiletter, brug af vaskemaskine og tørretumbler, tennis- og petanquebane og mountainbikes.

Mobirise

"Skipperly" indeholder en økologisk butik med luksusvarer til luksuspriser.

Fra logbogen:

Mon ikke landkrabber har designet den nye havn? En lysstander gjorde det ud for pullert, og den holdt i det mystisk urolige bassin, hvor dønningerne var op til ca. 30 cm, selvom vinden var svag, og bølgerne ude i Smålandsfarvandet syntes lavere. Hvad skyldes dette fænomen? Jeg er ikke hydrograf, men svaret skal måske søges hos en sådan.
Men havnen er flot og arkitekttegnet og har sikkert vakt begejstring bag skrivebordene i Saxo Bank, hvis medejer, Kim Fournais, er ejer af Vejrøs eksklusive ferie- og jagt-faciliteter med internationalt tilsnit: Gæsterne taler tysk, og de fleste ansatte taler polsk eller andet østeuropæisk.

Orangeriet på Vejrø en kølig majdag.

Find havnene på nettet

Havneguide og Havnelods har alle relevante oplysninger.


På "www.havneguide.dk", som er udarbejdet af FLID, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, får du alt at vide om de danske havne. Når en sejlklub eller en havn er medlem af FLID, vises oven i købet begivenheder og seværdigheder nær havnen for den aktuelle periode. Den danske Havnelods viser alle havne og broer i Danmark.

Web: Palle Tørnqvist

System: Mobirise,
Adobe Dreamweaver CC 2020

SIG

Sejlklubberne i Guldborgsund Kommune